Virtualisering er afgørende for udviklingen af fremtidens intelligente netværk

February 15, 2017
Virtualisering er afgørende for udviklingen af fremtidens intelligente netværk

Udbydere af kommunikationsservices står over for en række udfordringer i dagens digitale verden. Der er et stigende behov for at finde nye måder, hvorpå den uendelige mængde af data kan håndteres. Samtidig er det nødvendigt for operatørerne at forbedre den operationelle effektivitet og skabe et grundlag for den næste generation af tjenester, der kommer til at køre på de lynhurtige 5G-netværk.

I det seneste årti er der nemlig skabt et stort pres på infrastrukturen i netværk. I 2005 blev der transporteret omkring en petabyte data om måneden, mens det i 2015 var steget til 3,7 exabyte per måned, hvilket svarer til 3,7 milliarder gigabytes per måned!

Imens de trådløse netværksoperatører er overgået til 4G, og de kabelbaserede udbydere efterhånden alle kan levere en Gbps per husstand, ser det ikke ud til at forbrugerne har tænkt sig at skrue ned for deres forbrug. Det estimeres således, at op til 50 milliarder enheder vil være forbundet til internettet i 2020, hvor datatung teknologi som 4K video, virtual reality og forbundne biler er på vej til at blive allemandseje. Fortsætter udviklingen skal netværk håndtere en ottedobling i den globale trafik ved udgangen af ​​dette årti.

Indtil videre har udbyderne håndteret efterspørgslen ved at opgradere til mere komplekse og monolitiske routere og switches i deres datacentraler eller Central Offices, som de hedder på amerikansk, rundt omkring i verden, hvor al trafikken løber igennem. Men den konstante udvidelse og opgradering af netværket er både dyr og ineffektiv. Typisk har en netværksoperatør en aktiv udnyttelsesgrad på kun 20 %, grundet lange perioder, hvor legacy udstyr som gamle basestationer står ubrugte, da deres udnyttelse ikke kan tilpasses efter behov.

Derfor er der et presserende behov for at lave en overgang til intelligente netværk, hvor begrebet Cloud Central Office (Cloud CO) er et bærende element.

Fordelene ved Cloud Central Office

Cloud Central Office repræsenterer den naturlige udvikling fra de eksisterende datacentraler, der i dag anvendes af kommunikationsudbydere. Som navnet antyder, er Cloud CO et koncept designet til at hjælpe operatørerne med at bevæge sig væk fra deres afhængighed af ældre værktøjer som gateways til bredbåndsnetværk, og udnytte fordelene ved virtualisering og cloud. Ved brug af Cloud CO kan teleselskaber bruge generaliserede netværk og hurtigt flytte trafikken til virtualiserede netværksfunktioner.

Til at gøre dette vil virksomhederne blive nødt til at transformere deres systemer, aktiviteter og kultur fra ”kun” at være leverandører af kommunikationsydelser til at blive udbydere af digitale tjenester. Digitale serviceudbydere vil blive de eneste relevante spillere på markedet i den nye digitale økonomi, da de har muligheden for at efterleve kravene fra de digitale forbrugere, der er under konstant forandring.

Ifølge Broadband Forum (BBF) er Cloud CO bedst egnet til hjemmesider, der minimum har 10.000 kunder. Fleksibiliteten i systemet betyder også, at det kan udvides på tværs af flere fysiske lokationer, som for eksempel er påkrævet til brug ved systemgendannelse.

Et centralt element i en succesfuld implementering af Cloud CO er software-defineret netværk (SDN) og network functions virtualization-teknologier (NFV). SDN forenkler netværk ved at centralisere ressourcer, gøre dem tilgængelige efter behov og strømline infrastrukturen. Samtidig erstatter NFV behovet for faste funktionsnetværk med software placeret på servere. Tilsammen hjælper det operatørerne med at oprette et multifunktionelt, fleksibelt og agilt netværksmiljø.

Det ultimative mål for Cloud CO-projektet er at skabe en gennemtestet implementeringsplan for tjenesteudbydere, system-integratorer og udbydere af software og netværksfunktioner. Cloud CO kan blive et springbræt til serviceudvikling og hjælpe med at udvide indtjeningsmulighederne og eliminere teknologisiloer.

Ved at gøre Cloud CO til fundamentet for programmerbare og intelligente netværk, vil operatørerne blive godt rustet til at imødekomme behovene hos virksomhederne, erhvervskunder og forbrugerne. Dermed vil de også have kapacitet til at skabe og implementere næste generation af tjenester hurtigere end nogensinde før.


 
Related Posts
 
 
 
Blog Archive